Jeg arbejder som privatpraktiserende psykoterapeut, parterapeut og underviser. Jeg har arbejdet med klienter siden 2011, og jeg tilbyder sessioner med psykoterapi, parterapi og meditative og terapeutiske vandringer samt kurser i udvikling, kreativitet og meditation. Derudover spiller jeg meditationskoncerter rundt omkring i landet.
Mit udgangspunkt i klientarbejdet er den fordybede samtale, der åbner ind til de lag og kvaliteter, vi på egen hånd ofte har svært ved at komme i kontakt med i en travl hverdag.
Jeg er uddannet cand. mag. på Aarhus Universitet og er derudover blandt andet uddannet som psykoterapeut, kranio-sakral terapeut og klangterapeut. Jeg brænder for både den individuelle psykoterapi og det at bringe mennesker tættere sammen i parterapi. Som parterapeut er jeg funderet i den evidensbaserede Emotionsfokuseret Parterapi, som bl.a. Sue Johnson har formuleret den, mens jeg som psykoterapeut arbejder på en baggrund af bl.a. den eksistentielle psykoterapi og dybdepsykologien samt de nyere grene af den kognitive terapi. Derudover har jeg arbejdet med personlig udvikling i mere end 20 år, og jeg har en mangeårig meditationspraksis funderet i Vækstcenterets undervisning og Bob Moore-energiøvelser.
Når det er relevant for den enkelte, inddrager jeg i terapien gerne meditationsøvelser, vandringer og naturterapi, energiøvelser, klangmassage og kropsterapi.
I mit arbejde er jeg derudover inspireret af de terapeuter, spirituelle tænkere, coaches og filosoffer, der er med til at udvide vores livssyn fra det individuelle og egocentrerede til at tænke i bæredygtige helheder, der bringer mere kreativitet, livsdybde og sammenhæng frem i verden.
Privat er jeg gift, og jeg har tre børn i alderen 13 til 28 år.
Start med at gøre det, der er muligt. Derefter det, der er nødvendigt, og pludselig gør du det umulige.
Frans af Assisi
Udvalgte uddannelser og kurser
2024: Kurser i Internal Family Systems (IFS) ved Sara Kusk.
2022: Kursus i Emotionsfokuseret Parterapi ved Dansk Parterapeutisk Institut.
2018-2022: Uddannelse som psykoterapeut ved Center for Selvudvikling.
Fra 2018: Udviklingsgruppe og kursusrække i enneagrammet v. Jens Enemark.
Har siden 2015 modtaget meditationsundervisning af Jes Bertelsen, Vækstcenteret.
Siden 2012 i kursusforløb hos Helen Gamborg i meditation og selvudvikling.
2017: Mindfulness i teori og praksis, kursus v. Jacob Piet, Dansk Center for Mindfulness.
2016-17: Kurser i Systemisk Familieopstilling, Tobias-Skolen.
2014-17: Kranio-sakral terapeut, Institut for Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi.
2011-2013: Klangterapeut/behandler, Nordlys.
Cand. Mag., Aarhus Universitet, 2009. Har arbejdet mange år som redaktør og som projektleder og iværksætter i musik- og kulturbranchen.
Har desuden taget kurser i bl.a. kropsterapi, coaching, enneagrammet, kunstterapi, Tankefeltterapi (TFT) og drømmearbejde.